Men det med at få børn, stå selv med det hele og det bare er en dans på roser,ville jeg meget gerne se. Det er klart ikke nemt og få noget til at passe ind, når hverdagen er svær i forvejen.. Men det er måske tabu og snakke om depressioner og stress, men hey.. Thats life!!!
Så hvorfor ikke bare smide alt på sort og hvidt, når verden rent faktisk funger sådan.. For hvordan skal man så forstås? Igennem løgne og en pokerface, som bare sættes på?
Jeg er træt af konstant og skal mødes med misnøjet ansigter og sympati, da det klart ikke er det jeg søger, men forståelse er åbenbart lidt svært for nogen end andre.
Men er det virkeligt så svært at forstå, når hele ens baggrund er endevendt og nærmest forspildt i sorg og smerter. Men glæden ved at have et barn, er klart opløftende og giver den energi man har mistet, ved at søge til noget der ikke er der.
Men ved at jeg kigger på min datter, er der noget der siger mig, at der er mere i livet end negativitet, som jeg havde påført mig fra barnsben og op. Det er klart ikke noget der skal påføres hende på nogen områder!!! Og det er KUN en selv som kan gøre en forskel!!..
Det er trosalt os selv, som vælger livets vej og hvad vi vil med det, både med os selv og med andre.
Men hvordan kan man forvente respekt, uden og give det til ens medmennesker???
Respekt er at forstå og være loyal overfor hinanden.
Synes det er synd, når forældre ikke kan sammen, da det er så egoistisk som overhovedt muligt!!!
De eneste der står i midten, er børnene, som siger sig selv! Hvorfor ikke glemme det gamle forhold og få opbygget noget nyt, som venskab og ikke mindst hjælpe hinanden, når der er børn indvolveret..
Det er nok en af de ting jeg aldrig kommer til at forstå. Hvorfor ikke hjælpe hinanden så godt man kan på baggrund af et forhold, som bare ikke fungere af lige vel.
Nu er vi trosalt i samme by alle tre og vi bruger hinanden, som forældre og intet andet.
Men ja, der vil altid være gnidninger i det ene eller det andet.. Kan man forvente andet, når der er delte meninger om opdragelsen. Det burte så ikke sætte nogen klods i hjulene, da det hele ligger på en selv for skabe de trygge rammer for ens børn.
Og for de forældre, som aldrig har haft en barndom.. At kunne de give deres børn en barndom de altid har drømt om!
Ingen siger at de skal overfyldes med gaver, men ja, af og til er det svært og lade være. Igen er det bare dødeting og ikke det barnet ville søge tryghed ved. En bamse eller en genstand med betydninger, som de tidligt knytter sig til, vil aldrig kunne erstate den omsorg fra begge forældre. Men er det ikke bedre med en glad mor og far, som kan sammen end alle de dødeting??? Tja...
At være dele mor giver mere tid til mig selv, men af og til for meget tid, da det ikke er nemt og ikke have noget og stå op til, mens jeg går ledig. Men ved at vise vores datter at vi godt kan sammen og af og til, tager ud i legeland eller spise en is sammen, viser vi hende at der intet er og frygte mellem os. Så det er klart noget der kan anbefales.. Også selvom der skulle opstå kærester.. lol.. Men ja, der er delte meninger:p
Men kan det blive mere fantastisk for et barn med begge forældre i samme by, og oveni købet nærmest siger godnat til os begge, selvom hun er ved hendes far i den uge eller omvendt.
For mig er hun en solstråle på en gråvejrs dag. En pige som altid kan sætte et smil på mine læber, når jeg er trist. En pige som jeg stadig ikke kan forstå er min, da det stadig virker uvirkeligt at få livets gave, uden og vide at hun var til i maven. En pige som jeg forguder og lære af, for hverdag der går. En pige med så smuk en sind, at hun gerne vil hjælpe og forstår at der er børn i nød.
Og mest af alt MIN pige, min smukke datter Jasmina, som jeg elsker højere end livet selv.Hun er klart den solstråle, som lyser på min vej og konstant mindet mig om kærlighed <3 <3 <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar